Længe har det været vanskeligt at se, hvor kunsten ender, og virkeligheden begynder. Den mægtige autofiktive bølge, hvis lunkne dønninger vi stadig sopper rundt i, har således skabt den ene penible situation efter den anden. Er den grænseoverskridende jegfortæller egentlig et udtryk for forfatterens synspunkter? Og er den fiktive ø i virkeligheden en virkelig ø befolket af virkelige mennesker?

De seneste par år har forvirringen imidlertid også meldt sig med omvendt fortegn. For hvornår eroderer journalistikkens idealer om virkelighed, sandhed og originalitet og ender som plagiat og røverhistorier? Hvornår bliver udlægningen af virkeligheden kunstlet?