For nylig så jeg de nye sæsoner af Bridgerton og Borgen, og begge tv-serier efterlod mig med en mærkelig fornemmelse. I tilfældet Bridgerton, en kulørt romance om selskabsliv blandt Londons debutanter i starten af 1800-tallet, skyldtes det, at hovedpersonen fra seriens første sæson, den livfulde og stædige Daphne Bridgerton, i anden sæson pludselig var manøvreret næsten helt ud af kulissen. Årsag: I slutningen af første sæson lykkedes det hende langt om længe at blive gift med den attråværdige Simon Basset. Det giver jo på en måde sig selv, at en serie om kærlighedsintriger i Regency-perioden (1811-1820) finder den ugifte karakter mere interessant end den gifte, men alligevel gjorde synet af den velafrettede kvindefigur mig trist til mode. Det stod nemlig klart, at hun ikke både kunne være hustru, mor og historiens primære karakter.

I Borgens fjerde sæson var Birgitte Nyborg stadig seriens absolutte omdrejningspunkt, men til gengæld havde magten korrumperet hende; hun havde ikke længere nogen tætte venner eller kæreste og, nå ja, så var hendes børn flyttet hjemmefra, hvilket efterlod hende med en ugentlig buketordning, bestilt af hende selv.