Intonation. Det er 50 år siden, Vietnamkrigen sluttede, og jeg er rejst derud for at forstå landets martrede historie og fortsætte mit livs sværeste projekt: at lære vietnamesisk.
Hvad jeg ved om kokosvand og fællesskab
Fotocollage: Liv Lansner
Der sidder en treårig dreng på en markedsplads i de vietnamesiske bjerge og trygler sin mor om at få noget »nước dừa«. Jeg står et par meter derfra og prøver at komme i tanke om, hvad nước dừa er. Jeg ved, at nước er vand. Jeg ved, at dưa leo er agurk. Jeg er ret sikker på, han ikke taler om agurkevand.
Jeg er også ret sikker på, at jeg aldrig lærer vietnamesisk, men jeg har besluttet mig for at blive ved med at prøve. Jeg vil have adgang til landet, til dets kultur og sjæl, til dets martrede historie. Det skyldes min familie, men det er også mere end det. Vietnamesisk har lært mig, hvordan et alfabet kan skabe politisk mobilisering, hvor magtfuldt et redskab en trykpresse er, hvordan litteratur kan skabe politik, og politik kan kvæle litteratur.
Del:
