Hvad blev der af din egen klasseanalyse, Glenn Bech?

Efter at have læst interviewet med Glenn Bech, hvor han i et vaskeægte plejehjemsdrama sætter spørgsmålstegn ved udlændinges intentioner og værdier, når de varetager deres arbejdsfunktioner, har jeg et par spørgsmål til Glenn Bech.

Glenn Bech frygter for sin sikkerhed (grundet manglende dansk arbejdskraft) i sit livs efterår på fremtidens offentlige plejehjem med forestillingen om fremmedarbejdernes potentielle homofobiske holdninger – udlændinge med andre værdier end de danske – for hvad er de danske værdier? Skulle han for eksempel ønske at gifte sig med sin elskede i den danske folkekirke, kan en præst stadig takke nej til at vie to af samme køn.

Han spørger, om han af disse udlændinge kan få tørret sin røv i værdighed – eller om han skal betale sig til et privat plejehjem.

Man forstår, at det er udlændinges kulturelle og religiøse baggrund, som afføder homofobi mod ham og andre homoseksuelle. Lad os da tale om homofobi som et ægte problem i samfund – men hvad blev der af din egen klasseanalyse, Glenn Bech? Den, som du de seneste par år har turneret land og rige tyndt med og genopvakt den offentlige samtale om klasse.

Mit første spørgsmål lyder derfor: Hvem er det egentlig, Glenn Bech udviser solidaritet over for? Hvem kan komme med i hans forestillede fællesskab? Plejer han de egentligt svages interesser, eller ændrer den såkaldte klassekamp karakter efter forgodtbefindende?

Lad os forsøge at finde svar i et udpluk af hans interviews de seneste par år:

»Jeg mener jo, at klasse betyder alt. Det gennemsyrer alt og skærer direkte igennem alle andre parametre. Når et foster udvikler sig i moderens mave, så har det betydning, hvor mange stresshormoner hun har, og hvordan miljøet er omkring hende. Klasse har betydning for, om vi har forældre, vi kan tale om vores følelser med. Klasse har betydning for, hvad vi får at spise, hvad vi ser i fjerneren, og hvor stort vores ordforråd er.« (Fine Spind, 15.11.22).

»Alle kan komme til at undertrykke andre mennesker pga. uvidenhed. Men dem, der har uddannelsen og sidder på 90 % af landets formuer, de har simpelthen ingen undskyldning. Jeg er imod udskamning generelt. Men lige disse mennesker, som faktisk har midlerne til at skabe et samfund, hvor vi alle sammen kan leve værdigt, men undlader at gøre det, det er sgu skammeligt.« (Litteratursiden, 26.01.23).

»Og det er jo i virkeligheden min akilleshæl og Édouard Louis', der også skriver om klasse, akilleshæl, når han går ud og snakker om De Gule Veste. Han var ved at dø af at vokse op sammen med dem … Lige så snart der går en form for selektivitet i solidaritetsbegrebet, mister det sin betydning.« (Femina, 21.11.22).

Glenn Bechs klasseanalyse er en selektiv klasseanalyse. Han afskriver underklassen i indvandrermiljøet og anerkender ikke denne sociale klasses udfordringer. Modsat den etnisk danske underklasse er der her grund til at frygte og mistænkeliggøre folk på baggrund af deres kultur og religion. Det er en velkendt diskurs: at det først og fremmest er i indvandrernes andre værdier, at det danskes samfunds største problemer udruges. Psykologi, familieforhold, mental sundhed osv. – alle den slags menneskelige facetter er indvandrere, som vanlig, ikke forundt.

Jeg selv er opvokset i et asylcenter og siden i en såkaldt ghetto. På min folkeskole var der flere ikkeetnisk danskere end danskere. Når nu klasse gennemsyrer alt – har indvirkning på vores ordforråd, forbrugsmønstre, karakterer osv. – skulle man så ikke værdsætte de ikkeetniske danskere, der tager en uddannelse og bidrager til samfundet, og – vigtigst måske – have solidaritet med dem, der ikke formår at bryde deres sociale arv? Det er ikke et traumehierarki, jeg er ude efter at etablere. Men jeg kender den klasse indefra, og her lyder hans frygt for homofobi blandt muslimer ikke som hverken solidaritet eller brobygning, men derimod som opmærksomhedssøgende polemik på bekostning af integrationen.

Glenn Bech er efterhånden blevet en magtfuld forfatter, som både formår at sælge sine bøger til læserne, er flittig aviskronikør og foredragsholder, er kommet til penge og har bosat sig i Nordsjælland.

Når han ud over sit litterære virke i bedste Frederik Vad-stil mistænkeliggør og dæmoniserer en hel befolkningsgruppe, undrer jeg mig over, hvad hans formål egentlig er.

Der skal fiskes stemmer eller nye sympatisører ved brug af populistiske metoder. Men hvad er hans egentlige politiske løsning i sidste ende? At kunne betale sig fra de forestillede ubehagelige oplevelser? Han er jo ikke politiker, højst politikerdarling. Denne tendens, der har sneget sig ind i måden, han taler om litteratur på, hvor meninger og holdninger sælger bøger, gør hverken litteratur eller politik en tjeneste.

Siden begyndelsen af i år (og de næste tre år frem) har han desuden været en af de fem legatudvalgsmedlemmer i Statens Kunstfond, som hvert år uddeler arbejdslegater med mere til danske forfattere – og som for de fleste danske ikkestorsælgende forfattere er en betydelig del af deres økonomiske kludetæppe.

Mit andet spørgsmål er derfor, om Glenn Bechs troværdighed ikke svækkes som legatudvalgsmedlem, når han kommer med så gennemgribende politiske udtalelser om indvandrere? Kan man stole på, at han uddeler pengene på baggrund af den litterære kvalitet, og ikke på baggrund af en potentiel foranderlig holdning til, hvilken klasse der (ikke) fortjener solidaritet?

Jeg kan sådan set godt lide Glenn, vi har gået på Forfatterskolen sammen, og jeg ønsker ham alt det bedste. Jeg vil blot minde om, at klassekampen ikke er en selektiv kamp, men er forbeholdt alle. Og at man efter sådan en social opstigen, som Glenn har formået at foretage, må begynde at kigge sin egen magt efter i sømmene.

Ellers bliver det svært at anerkende hans autoritet.