Minderype. Iben Mondrup lever sig grumt hovedkulds ind i (endnu) et kidnappet grønlandsk barn og hans gladelig grænseoverskridende kidnapper.
Hudløs blitz
Jeg ved ikke, hvor meget og hvornår Iben Mondrup havde en idé om sin nye, både mørkt og lyst sprudlende roman, Vittu, da hun skrev sin forrige, den mere bastant melodramatiske roman Tabita fra 2020, eftersom de nemlig hænger tæt sammen som to romaner om et grønlandsk søskendepar med hver sin skæbne skilt fra deres mor og deres hjemland og senere fra hinanden langt væk i Danmark. Men af mig opleves det i hvert fald, som om den nye roman i et direkte spring fra den forrige er konciperet og skrevet i samme lange inspirerede øjeblik, så energisk gesvindt og prikkende tæt fyger den afsted.
De fire dele i Tabita var i kronologisk rækkefølge, men med nogle drabelige spring, fortalt fra hver sin snævre synsvinkel. Tabitas farmor, hendes mor, hendes danske adoptivmor og Tabita selv. I Vittu er det mere traditionelt skiftevis Vittu og hans dansk-franske adoptivmor Alice, der bærer synsvinklen indtil bogens sidste, grønlandske del (SYNSVINKELSPOILER!), hvor Alice fravristes sit vinklede syn til fordel for fangerhustruen Minna.
Del:
