Jeg sidder og bladrer i Bue P. Peitersens betydeligt, ja ligefrem dybt henrivende romandebut, der selvfølgelig, thi et konstant motiv i hans poesi har været slik, hedder Kagemand, for lige at generindre mig helhed og detaljer forud for anmeldelse, da jeg falder over en kapitelbegyndelse med kursiveret fornavnsbenævnelse, hvilket hypnotiserer mig så hårdt til bare at falde i staver, at jeg kan blive nødt til at begynde med at citere den, men lykkeligvis er den også rigeligt og skønt eksemplarisk, begyndelsen på kapitlet »Gruppen«:

»Da jeg kommer hjem fra min første gruppeterapi, er hun spændt som en bue. Og jeg vil gerne fortælle hende alt – der er ikke noget, jeg hellere vil. Dog må hun huske på, at jeg har afgivet tavshedsløfte, og at der derfor er grænser for, hvor meget jeg kan sige. Men lidt kan jeg selvfølgelig godt./ Hun spærrer sine dejligste øjne op og spørger, om jeg kan se, hvordan hun har spidset sine ører, og jeg bekræfter, at det kan jeg. Hendes ører er blevet elveragtige. Må jeg lige kigge, om hun har hul i ryggen?«