Anmeldelse. Caspar Eric zoomer Leth-fodet ind på det ingenting, andelsforeningsmøder og fodboldkampes efterfester, der i al bippende beskedenhed overgår ham i coronaens andet år.
Hey lille cowboy
Jeg fik helt ondt af de sprødt klarøjede og velmenende digte i Caspar Erics nye digtsamling, Vi kan gøre meget – ikke digteren, han skal nok overleve det, jeg så ham på gulvet og scenen på weekendens Bogforum, og han så ud til at have det aldeles glimrende, men digtene, digtene – da jeg læste de yngre og unge anmelderes patroniserende anmeldelser. Især den unge (det vil sige pænt yngre end CE, der pludselig er 34 år oldgammel) Bodil Skovgaard Nielsens anmeldelse i Information med overskriften »Digte til dovne dansklærere« var insisterende grusom, her konklusionen – og respekt herfra immer til talentfuld grusomhed: »Vi kan gøre megets uskønne blanding af kikset ungdommelighed, selvudnævnelse til superempat samt fingerpegen hist og pist får digtsamlingen til at snuble fatalt over sig selv.«
Men der er sgu også noget grusomt uretfærdigt over for eksempelvis afsnittet »Give me a sign«, der begynder med at være noget så heldigvis og desværre sjældent som digte om at være til møde i andelsforeningen. Så kan det, men helt bevidst for fanden, næsten ikke være mere forkælet first world-problematisk: Dette er to sammenhængende digte hen mod slutningen af mødereferatet:
»Nu er det tid/ til næste punkt:/ En pige fra fjerde/ vil gerne have hund/ men en af de ældre/ rejser sig op;/ hun advarer mod gøen/ til langt ud på natten// under ’eventuelt’/ foreslår hun i øvrigt/ videoovervågning/ nede i kældergangene;// drengene fra kælderblokken/ maler graffiti dernede«.
Del:
