Hvis Deres datter skal få succes i sit arbejdsliv, skal hun måske skrives op hos den nærmeste rideskole. Forleden læste jeg i hvert fald på platformen for beskeden pral og uofficiel jobsøgning, LinkedIn, at hestepiger blev gode ledere. 

Opslaget var skrevet af en kendt tv-vært, der fortalte, at hun altid spørger dygtige og ambitiøse kvinder, om de har redet som unge. Samtidig henviste hun til et svensk studie, der pegede på, at omgang med heste giver beslutsomhed, drive og mod samt høj ansvars- og selvfølelse.