Jeg mangler et ord for dét vidunderlige, jeg ligger og tænker på om natten, når jeg vil fortrænge min lede ved et eller andet, jeg skal eller har gjort. »Hobby« lugter af lim og tidsfordriv i et kælderværelse med betongulv. »Fritidsinteresse« er værre, foregår i et center og er tilrettelagt af andre med fløjter og skemaer. Så er der »lidenskab«, tættere på, men med noget slidt markedsføring over sig. Som »ildsjæl« og »passion«, det sidste er navnet på en ny ost fra Riberhus.

Mit parallelle liv med hestene rammes bedst med »frihed«. Fri for mig selv, fri for de andre, fra nyttetænkning og effektivitet, meninger, kontor og by. Hesten er mystisk, uforudsigelig, levende og af en anden art. Den udløser stærke doser af selvforglemmelse, for jeg er fuldkommen rettet mod den. Med kroppen, med ører og øjne. Jeg er (pr. definition, det er ikke min selvopfattelse) et rovdyr, den et nervøst anlagt flugtdyr, og vi skal komme overens. Rovdyr skal op på flugtdyr og ud i trafikken. Vi har kun kroppens sprog til det. Man skal lære lige netop den ene særegne hest at kende og over årene forfine kommunikationen. Opgaven er svær og uden endemål, det er det bedste ved den, synes jeg, selvom jeg indimellem og stik mod min intention taber tålmodigheden og bliver urimelig og hårdhændet, fordi jeg vil kunne tølte hurtigt og rent, nu! For fanden, vi har øvet os i seks år.