Hånd(af)sky

Jeg har vist efterhånden i en del af disse klummer tonet rent flag som en bister midaldrende akademikersnude, der ikke tåler andres lemfældige omgang med de mest elementære grammatiske regler eller bare deres helt generelle manglende sproglige formåen.

Så lad mig fluks delagtiggøre den gunstige læser i kilden til mit seneste galdespruttende koleriske anfald; en fejl, som jeg desværre synes at støde på med så jævne mellemrum, at den meget vel snart kan blive accepteret som korrekt på grund af vore modersmålsvogteres deskriptive sindelag, selvom det skriger til himlen, hvor decideret åndssvagt det lyder.

Jeg taler om ... ja, jeg kan næsten ikke få mine fingre til at skrive det, men »manuskrift«. For jo, det er der faktisk nogen, der siger. Det hedder naturligvis manuskript, af latin manus (hånd) og perfektum participium af det latinske verbum scribere (at skrive): scriptum. Altså Skrevet i hånden.

Den irriterende tendens skyldes nok, at en række reformer i grove træk har fjernet latin fra skoleskemaet, så almindelige mennesker i dag blot har samme viden om dette døde, men smukke og meget anvendelige tungemål som de fleste middelstore primater.

Og vi har jo da også ord som tidsskrift eller for den sags skyld håndskrift. Men netop! Hvis man absolut vil fordanske de få decideret latinske levn i sproget, hvorfor da ikke også tage manus ud af ligningen i stedet og sige håndskrift, i stedet for at benytte denne grimme sproglige bastard? Ah, nej, fordi håndskrift allerede betyder noget andet, selvfølgelig. Det betyder jo netop ikke et enkeltstående produkt af nogens skriftlige virke (som i parentes bemærket sagtens kan være skrevet på maskine eller printet), men selve måden, de har svunget pennen på. Derfor bruger vi stadig det latinske ord med netop denne særlige mening.

Mindst lige så irriterende er det imidlertid, når sprogvanrøgtere i en blanding af vanvare og dovenskab (for at spare en stavelse) forkorter ordet til manus. For det afslører i bund og grund en mindst lige så stor verbal vankundighed: S'et i ordet hører jo netop ikke til manus, men til scriptus, idet manu er bøjet i ablativ (en kasus stort set kun latinkyndige kender i dag), det vil sige af eller fra hånden. Ganske som i udtrykket manu militari, »ved soldateragtig hånd«, altså med vold og ubarmhjertighed, hvilket er præcis sådan, man bør gå den slags sjuskefejl i møde.