Udbrud. Hvor er ordet for at ældes med værdighed?
Gammelgod
Et nyt ord er dukket op på sprogsavannen: alderskompetencer. Jeg stødte for nylig på det i et portræt af norske kong Harald i Politiken og kunne forstå, at det var et ord, som flere norske medier havde brugt til at beskrive ham. Han havde gode alderskompetencer, skrev de. Oversat: Han var god til at blive gammel.
For det kan man også være dårlig til. Se bare Frank og Casper i den nye og formentlig (og forhåbentlig!) sidste sæson af Klovn. Her har Mia omsider forladt Frank og efterladt ham alene i en enorm villa, som han ikke formår at fylde ud, fordi han ikke evner at skabe et hjem for sig selv. Casper er også blevet forladt og fordriver nu en del af tiden med at kaste selvmedlidende blikke efter alle de damer, som passerer forbi uden at værdige ham et blik tilbage.



