»Vent, hvem?« afbryder min redaktør mig. Hun ved ikke, hvem Camilla Skov er. Eller hvad hendes madunivers »Vegetarisk Hverdag« er for noget. Hun er altså – endnu – ikke en del af den voksende boble af halvtravle, klimabevidste, urbant prægede livsnydere, for hvem Skovs Instagram-opskrifter og tre hidtidige kogebøger er for madlavning, hvad Michael Jackson var for popmusik: omvæltende og sindssygt catchy.

Men redaktøren må da alligevel være stødt på Skovs landskendte beluga bolognese, forsøger jeg? Den hurtige og fryservenlige aftensmads svar på »Billie Jean«:  rødvin, fløde, laurbærblade og så tre Skov-klassikere i form af æblecidereddike, smør og sukker, der får kogte sorte linser til at glide ned som en træt krop i et varmt karbad. Men nej. Alene ordet linser gør redaktøren bleg af omklamrende tidsånd.