Anmeldelse. Mads Brüggers forsøg på at opspore sandheden om den mystiske sydafrikanske superskurk Keith Maxwell er velskrevet og underholdende, men desværre overflødig.
Fortabt i kaninhullet
Når man som journalist har lavet en masse tidskrævende research, men uheldigvis ikke er kommet i mål med sin historie, kan man vælge enten at lægge sin historie ned eller præsentere sin arbejdsproces for publikum i stedet. Journalister har en svaghed for fortællinger om at opspore kilder, bladre i støvede dokumenter, opsnuse spor og finde ellers oversete ledetråde. Men disse proceshistorier er ofte et erstatningsprodukt for, hvad der burde være den egentlige historie: Den, man forgæves forsøgte at grave frem, og som enten viste sig ikke at kunne løftes eller at være så tynd, at den kun kan stå på egne ben, hvis man pumper den op med proces-polyfilla. Generel tommelfingerregel: Jo mere processen fylder, des mindre er den rigtige historie. Og det er desværre tilfældet med Frihedsbrevets chefredaktør Mads Brüggers nye bog Doktor Maxwell, formoder jeg? Det er 90 procent proces-polyfilla og ti procent historie.
Brügger er ærlig om, at han har at gøre med en umulig historie, der har ledt ham ned i et kaninhul, han har svært ved at komme ud af, og som næppe gavner hans mentale helbred, privatøkonomi eller forholdet til hans kone. Når man som journalist trækkes ned i et kaninhul, skyldes det ofte det tillokkende håb om en historie, der enten er et sensationelt stykke verdenshistorie eller bare en skør konspirationsteori. Det er i den grad tilfældet her.
Del:
