Kommentar. Hvis vi virkelig står over for en økonomisk recession, og hvis forlagsbranchen virkelig er mere kriseramt end andre brancher, så kommer vi til at kunne se det på bøgerne. Sådan helt bogstaveligt.

For flad til lir

Når man i forlagsverdenen planlægger de fysiske attributter af en papirbog, taler man – i hvert fald på nogle forlag – om bogens udstyr. Jeg synes, det lyder så godt, som en fin dame, en dyr dame. Bogens udstyr. Ligesom brudens udstyr i en Jane Austen-roman. Tankerne ledes hen på blondekraver, silkebånd og lagener i en god bomuldskvalitet.

For en bog er udstyret dog et andet, men valgene er ikke mindre talrige af den grund. Blot et udpluk: Skal bogen være hardcover eller softcover? Hvilken papirkvalitet skal den have? Skal forsiden have folie eller ej? (Som regel er folie det sølv, guld eller glitter, der får titlen til at lyse op). Kan man klare sig med CMYX-farver, eller skal der de mere præcise pantone-farver til? Skal der smudsomslag til, eller rider vi uden saddel? Skal forsatsen marmoreres – disse vidunderlige dekorationer, der engang var standard, men nu kostbare sjældenheder? Og hvad med læsebånd? Kunne det være noget? At fremstille en bog er et håndværk, selvom vi nogle gange glemmer det.

Andre læser også