Følelsesregulering

Velkommen til Godt ord igen: Stedet, hvor Weekendavisens skribenter hver uge undersøger et ord, der begejstrer dem, forbløffer dem og vækker deres nysgerrighed.

Engang forbandt jeg udelukkende ordet »regulering« med noget maskinelt, noget med tryk og ventiler og stempler. Men så blev jeg mor for knap 12 år siden, og efterhånden som mit barn blev tumling, forklarede sundhedsplejersker og psykologer mig, at regulering skam er en væsentlig del af noget så blødt og menneskeligt som et lille barns udvikling. Barnet skulle lære af mig at komme gennem følelsesmæssigt vanskelige situationer ved at regulere sit nervesystem, at selvregulere.

Sagligt redegjorde fagpersonerne for, hvordan vagusnerven spiller sammen med det parasympatiske nervesystem i det sunde, regulerede individ. 

Jeg og min generation af unge forældre lyttede andægtigt til sundhedspersonalet. Og da vi som millennials besidder en særlig kombination af stor meddelelsestrang og skråsikker følsomhed, tog vi hurtigt ordet til os og brugte det flittigt på Instagram. Gerne i en mere vag version, »følelsesregulering«, hvor man ikke behøver at kunne påvise nogen specifik aktiv nerve. Således giver hashtagget #følelsesregulering i skrivende stund over 1.000 hits. De taggede opslag kommer fra såvel momfluencere som kvalificerede psykoterapeuter og handler om alt fra treåriges raserianfald i hente-/bringesituationen over PTSD-behandling til mors behov for »migtid«.

Sådan er min generation så irriterende. Vi opdyrker nye ord for gammelkendte fænomener inden for børneopdragelse. Vi hugger dem fra terapeuterne, bearbejder dem og planter dem i debatten med samme selvsikkerhed, som opdagelsesrejsende engang plantede deres flag i ødemarken: »Vi er ankommet! Nu skal det gode forældreskab defineres.«

For eksempel forstår jeg godt mine forældres generation, hvis de ryster på hovedet over den sært upræcise neologisme »hjernesmart«, brugt om stimulerende læring. Ordet »viljestærk«, som bruges om vrangvillige børn, er der også noget selvmodsigende over. Er det måske ikke vores generation, der altid prædiker, at »ingen følelser er forkerte«? Hvorfor må børn så ikke være godt gammeldags »trodsige« mere?

Men følelsesordet »regulering« står jeg 100 procent inde for. Midt blandt alle de fluffy forældretermer står det dér i al sin hårde, hydraulisk klingende vælde, det er et jern af et ord. Etymologisk kommer verbet »regulere« af latin »regulare«, afledt af »regula«, regel, og betyder »at tilpasse noget, så det følger de givne regler eller behov«. 

Og er der noget, man har brug for i de reguleringskrævende forældresituationer, så er det dét: tilpasning og regler og konturer. Tag bare den førnævnte hente-/bringesituation, den er så regelløs, så ubehageligt vokalpræget og støjende.

Barnet råber, alting flyder, jeg kommer for sent. Det føles som en øjeblikkelig trøst, hvis jeg dér midt på vuggestuens gulv kommer i tanker om, at dette blot er et led i en regulering: Hvis blot jeg roligt står dette igennem, lærer mit barns nervesystem at justere sig og arbejde med samme forudsigelighed som en maskines velregulerede pumpe.

Klangmæssigt byder ordet tilmed på en perlerække af fonetiske regler. Vokalerne er forsvarligt inddæmmet af nydelige konsonanter, det usnurrede bagtunge-r, g'ets lukkelyd og l'ets leg med fortungen.

Prøv at gentage ordet langsomt for Dem selv, næste gang De er i uønsket affekt, og mærk, hvordan De øjeblikkeligt træder ud af affekten og ind i den regelmæssige vejrtrækning. Som den skråsikkert følsomme millennial jeg er, tør jeg næsten påstå, at det er et ord, der giver Deres vagusnerve optimale betingelser for samspil med Deres parasympatiske nervesystem.