Hvad udbryder man, når sociale medier på stranden i Kandestederne i slagskyggen fra den sørgeligt sorte erstatning for Klaus Rifbjergs gule sommerhus meddeler, at en kær yndlingsdigter, vidunderligt underfundige Viggo Madsen, langt mere yndlings end nævnte Rifbjerg og mindst lige så stærk og original, er død? 

Noget akkurat uartikuleret, en blanding af en flodhests hulk og en skildpaddes suk. Viggo Madsen holdt livet igennem skildpadder i sit hus i Næsby nær Odense. Hans debutsamling fra 1965, dansk litteraturhistories mildeste digtbog, hedder En flodhest går om hjørnet og handler om både lykkelige og melankolske flodheste, flest lykkelige, som nu denne afrundende: