For nylig var jeg til en lille festival for litterære klassikere, hvor jeg skulle tale for et litteraturlidenskabeligt publikum, der havde fået hjertets dannelse i vuggegave og Ingemanns romaner i konfirmationsgave. Vi havde statsborgerskabet i litteraturens republik tilfælles.

På programmet var også en forlægger, slet ikke nogen hvem som helst, der talte om det at udgive klassikere. Han brugte, sagde han, bestikkelse for at få sine børn til at læse (måske var det bare en joke?), og læsekrisebekymringen fik næsten fast form i lokalet.