Det sker lykkeligvis ikke så ofte – men det hænder – at man som boganmelder støder på en sætning så elendig, så latterlig, at den øjeblikkeligt udløser en eksistentiel fortvivlelse. Hvorfor mig!? Hvad er formålet? Jeg kan ikke fortsætte! En sætning, der med sit aldeles mislykkede billedsprog og desperate forsøg på aktualitet synes at kombinere alle de værste tendenser i samtidslitteraturen i ét enkelt, katastrofalt strøg.

Inden jeg afslører, hvilken sætning det drejer sig om, er jeg nødt til at sige lidt om bogen, hvori den optræder. Det drejer sig om sydafrikansk-britiske Deborah Levys Mit år i Paris med Gertrude Stein, oversat af Juliane Wammen og ifølge omslaget en »roman«, selvom den engelske originaludgave kalder sig »a fiction«.