Anmeldelse: Fascisme i USA. Kort bog behandler det brandvarme spørgsmål om fascismens betydning for den politiske kultur i USA.
Fascisme på amerikansk
I ældre reklamer for bogudgivelser kunne man indimellem støde på vendingen »en bog til tiden«, når en publikation efter forlagets mening i særlig grad glimrede ved sin aktualitet. Det må have været fristende at støve sætningen af og genanvende den i forbindelse med historikeren Regin Schmidts Fascisme i USA. Bogen udkommer med det amerikanske præsidentvalg som bagtæppe, hvor beskydninger om F-ordet bruges til at angribe hinanden med.
På trods af at USA betragtes som en nation med grundfæstede liberale værdier, har antidemokratiske og højreekstremistiske ideer siden mellemkrigstiden været en betydelig del af den politiske kultur. Bogens omdrejningspunkt er ikke udelukkende spørgsmålet om Donald Trump og hans politiske bevægelses ideologiske ståsted, men også en kort kronologisk disponeret introduktion til fascismens historie og betydning i USA. Denne struktur er en styrke, da det historiske perspektiv med fokus på udvikling over tid giver dybde og perspektiv på den aktuelle politiske situation. Fascisme i USA er ikke et resultat af ny forskning, men har et formidlingsformål og derfor en hurtig og letlæst form.
Del: