Fanget i daglang hilsen

Det er ikke, fordi de to bøger, der skal anmeldes her på grund og på trods af deres ret stik modsatte titler og fremtræden – Jonas Okholm Jensens Bamses venner er gul med røde prikker og grove kruseduller, mens forsiden på Knud Steffen Nielsens Min tidebog ligner en gulnet, plettet manuskriptside med miniatureskrift – insisterer på at hilse på hinanden, men at opdyrke et venskab virker de absolut interesseret i.

Ikke så staldvarmt, men mindre kan også gøre det, som Bamses navnløse venner i Bamses venner, der uden nogen form for biografisk forpligtelse er kalkeret over det virkelige orkester Bamses Venner med lederen og forsangeren Flemming »Bamse« Jørgensen, som Anders W. Berthelsen netop har spillet i en film med manuskript af Bo hr. Hansen, hvis egen nye bog, Jeg kender kun, også burde opnå optagelse i den hermed oprettede ustaldvarme vennekreds, selvom den er udkommet på kæmpe Gyldendal, mens Okholm og Nielsen udkommer på bittesmå Escho og Herman & Frudit, eftersom alle tre bøger undviger med charmerende, postyrlig generthed håndfaste genreskabeloner, Bo hr.s bog består af »digte og historier«, Okholms og Nielsens bøger er uden genrebetegnelse, men den ene ligner mest (seriel) kortprosa, og den anden ligner mest (skramlet) poesi.