Det er anstrengende at bevidne andre menneskers forelskelser. Nogle bliver decideret vanvittige for en tid, mens andre beretter i uendelige båndsløjfer om alt det vidunderlige og rædsomme, de i deres forelskelsesvanvidsboble går rundt og føler. Det er anstrengende, men også værre: misundelsesværdigt. Hvornår følte man sidst selv så stærkt for noget eller nogen? Man kigger på sin partner gennem ni-ti år … og tænker på vaskemaskinen, der skal afkalkes.

Det er – desværre! – ikke det, der gør Delphine de Vigans Smukke mænd til en ret anstrengende bog. Hovedpersonen, den alt for forelskede Emma, er ikke anstrengende nok, og hun føler så (forudsigeligt) meget, at man som læser ikke rigtig føler noget, slet ikke misundelse.