Anmeldelse: Rejsen med toget i natten. Kinesiske Can Xue er en mester i at udpensle overvågningens psykologiske vold og den metodiske nedbrydning af selvet.
Enkeltbillet til ingenmandsland
En mand kaldet Mærke befinder sig i sovekupeen på et tog angiveligt på vej mod en provinsby i det nordøstlige Kina. I køjen over ham ligger en anden mand tilsyneladende i dyb søvn, og fra tid til anden kommer »den simple og dystre« togfører ind, sætter sig på køjen overfor og fortæller usammenhængende anekdoter uden hverken begyndelse eller slutning.
Omstændighederne omkring Mærkes afrejse er uklare. Officielt er hans forehavende arbejdsrelateret. Driftslederen på hønsefarmen, hvor han er ansat, har sendt ham ud for at købe foder. Men flere ting stemmer ikke: Han har ikke fået nogen foderkontrakt med, kender ikke den formodede destination, og så har driftslederen købt ham billet på første klasse – noget, som ellers aldrig er sket før.


