Huslig horror. Emeli Bergman undersøger, hvad det vil sige at være midt i en familie, man ikke er en del af. At være børnepasseren, au-pairen, skyggetanten. Det er der kommet en stilfærdigt stirrende roman ud af.
En moderne skyggetante
På forsiden af Emeli Bergmans roman er der et sort-hvidt billede af et barn, som kigger stilfærdigt ind i kameraet med mildt opspilede øjne. Et uudgrundeligt blik, egentlig. Jeg antager, at billedet er valgt, fordi bogen handler om kvinden Anna, der på flugt fra sin egen sorg over en brors død i Sverige lever af at passe andres børn – oftest i en au-pair-agtig konstellation og som regel i Frankrig. Men efter at have læst bogen synes jeg egentlig, at billedet også tjener en anden funktion.
Barnets blik er nemlig næsten det blik, jeg forestiller mig, at selve bogen kigger på sin verden med: et barnligt blik, der både ser og forstår for meget. Et pædagogisk eksempel, der måske ikke helt er illustrativt for det ellers gennemført subtile i bogen, kommer i et af bogens første kapitler, hvor Anna står med sin arbejdsgivers nyvaskede undertøj: »Flere af Carlas trusser har lyse pletter, hvor stoffets farve er ætset væk af noget salve, sikkert mod svamp, pletternes farve er udflydende, viser, at der er mange farver i sort, mørkeblå og beige, de virker næsten selvlysende i mørket.« Med sit florlette, mildt og evigt registrerende sprog gør Bergman undertøjet til en metafor for Annas position i hjemmet: Det er ikke et beskidt sted – så tæt kommer Anna alligevel aldrig på – men det er stadig intimt. Intimt nok til, at der er en indbygget akavethed i relationen.
Del:
