Noget om Helge. Livslange Weekendavisen-læsere og WA-krydsordsløsere hænger ikke på træerne, de er træer, og når de falder, giver det genlyd helt ind i avisens hjerte.
En læser og løser
Helge Lind Poulsen, født 6. februar 1930 og død 95 år og én dag senere, 7. februar 2025, er min kones farfar og mine børns oldefar og abonnerede, så længe hans tre sønner kan huske tilbage, det vil sige helt tilbage til i hvert fald 60ernes begyndelse, på Berlingske (Tidende) og Weekendavisen, som siden Ruder Konges tid og frem til 1971 hed Berlingske Aftenavis. Ligesom han var fast indsendende og skuffende lidt vindende løser af avisens svære krydsord; engang han var for sent færdig til postkassens tømning, kørte han hele vejen ind til Pilestræde fra Karlslunde med løsningen.
Det burde han have fået en medalje for, med forsidens ridderskjold, indgraveret; i det mindste burde Det Berlingske Hus den fredag for tre uger siden have flaget på halv. I stedet må han nøjes med disse ord på bagsiden af bogsektionen – nok ikke den sektion, han, ud over de år den husede krydsordene, læste grundigst.
I MIN OPVÆKST i en selvfølgeligt/mageligt venstreorienteret såkaldt amanuensisghetto i Vejlby-Risskov uden for Aarhus mødte jeg ikke mange Berlingske- og Weekendavisen-læsere. Man abonnerede på Information, måske suppleret med Politiken, ikke omvendt, og det var også det, vi gjorde hjemme hos os. Min faster Else Marie har altid været abonnent på Kristeligt Dagblad, og den eneste grund til, at hun nu om stunder også får Weekendavisen, er de tekster, jeg skriver, og som hun troligt klipper ud med en faktisk saks.
Jeg selv læste ikke Weekendavisen, før jeg selv, for 28 år siden, blev hyret til at anmelde bøger af litteraturredaktør Bo Bjørnvig, og havde heller ikke nogen fornemmelse af avisen som på nogen måde central for diskussionen om noget som helst, og da slet ikke kultur og litteratur.

Men jeg mødte – og møder – i det hele taget ikke mange borgerlige af den gamle skole – ordentlige, dannede, samvittighedsfulde, nysgerrige, venlige – og før farfar og oldefar Helge har jeg aldrig være tæt på en gammeldags, ordentligt borgerlig, livslang WA-læser. Det har på sin helt egen tyste og omvendte måde været verdensudvidende eller verdensindviende måske snarere, så sandt som det er en væsentlig, inderste del af dna’et i det hus, hvor jeg arbejder, som jeg dermed har haft adgang til – og er blevet gevaldigt indtaget i.
Helge var uddannet økonom fra Aarhus Universitet og arbejdede fra 1957 til sin pension i 1993 hos NKT (Nordiske Kabel- og Trådfabrikker), de sidste år direkte tilknyttet direktionen. Han blev gift med engelske Vivienne i 1957, og efter sin pension og Viviennes død i 2011 brugte han størstedelen af sin tid på at spille bridge, op til tre gange om ugen, og passe sin smukt og præcist blomstrende have. Og læse avis og løse krydsord.
Så bliver det ikke meget borgerligt ordentligere i allerbedste forstand. Hvad er det, den skabskonservative Dan Turèll skriver et sted: »At møde katastrofen med stramt bundet slips.« Netop slipset slippes så godt som aldrig på alle billederne i albummene, hvor Helge frem og tilbage i tiden ligner sig selv på en prik, mildt og ophøjet smilende som en uironisk og upanisk Cary Grant.
ORDENTLIGHEDEN som en total modsætning til den destruktive og inhumane, magtsyge og profithungrende uorden, der er kommet til magten i Amerika og vover at kalde sig konservativ. Derfor gav det den bedste mening, at sønnerne til gravøllet i Karlslunde Strandkirkes menighedslokaler havde valgt, at vi skulle synge Halfdan Rasmussens skønne »Noget om helte« og havde omdøbt sangen til »Noget om Helge« – hvor lidt og skævt syndikalisten Halfdan i sin tid end så til Berlingske Aften:
»Her er fredeligt og stille./ Her er ingen larm og støj./ Jeg har sået kruspersille/ og et brev med pure løg. /Lad alverden slå for panden/ og bekæmpe spe med spot./ Jeg vil enes med hinanden/ og mig selv og ha det godt.«
Jeg vil blive ved med at skrive mine tekster i håbet om, at jeg lige kan nå at fange Helges opmærksomhed, efter at krydsordet er færdiggjort og løsningen udklippet, og han bladrer rundt i avisen for at få lidt yderligere orden på det hele.
Del:



