Førkolonial litteratur

Litteraturen i Afrika syd for Sahara er tæt forbundet med den mundtlige fortælling, oraturen. Den er understrømmen og forudsætningen for elitekulturen, den der blev nedfældet på skrift. I dens skabelsesberetninger, lovprisninger, arbejds-, bryllups- og begravelsessange erindrede og fastholdt grupper deres historie. Den udfoldede sig i gåder, ordspil og fabler. Den blev og bliver stadig fremført ved fester og i dagliglivet, til tider af specialiserede grioter. Den mundtlige kultur omfattede forestillinger, der sammensmeltede dans, musik, ord og mime – yorubafolkets maskespil og dramatiseringer kendes fra 1600-tallet. Fortællekunsten er blevet fastholdt og kanoniseret af filologer og antropologer og lever videre hos nutidens forfattergenerationer.

Med islams og kristendommens udbredelse fulgte nedfældningen af fortællinger på skrift. I 1600-tallets Etiopien, hvor den koptiske kirke havde etableret sig, var Bibelen oversat til ge’ez, senere til amharisk. Islams etablering i Vestafrika affødte en religiøs litteratur på arabisk fra 1500-tallet. Fra det sene 1700-tal blev det arabiske alfabet brugt til at nedskrive afrikanske sprog, ajami-litteraturen. I det kosmopolitiske Østafrika, tæt forbundet med Det Indiske Ocean, blomstrede swahilikulturen. I 1800-tallet fremelskede kystens bystater en swahilisproget litteratur, der lovpriste Mohammed og lokale herskere og en didaktisk episk poesi om menneskers pligter og rette adfærd.