En halv tusindkunstner

Piet Hein er nu om dage nok mest kendt for sine gruk: de korte, pointerede, fikse og aforistiske digte, som han i mange år forsynede dagbladet Politikens spalte »At tænke sig« med, under pseudonymet Kumbel Kumbell. De blev i 1940-50erne en enorm succes, opsamlet i en lang række årlige bøger, som han i perioder kunne leve af, og adskillige af dem er nærmest blevet til ordsprog eller talemåder, som mange kan citere den dag i dag. 

Det er i sig selv imponerende, at han i lange perioder kunne fyre et par gruk af om dagen, sideløbende med den tyfon af aktivitet, han i øvrigt havde gang i. Hein blev uden tvivl en af det 20. århundredes mest succesrige og læste danske digtere – selvom der er mange, der ikke vil indrømme ham megen plads i litteraturhistorien. I sin samtid var han imidlertid en kendis i hele Norden, berømt også for mange andre ting: designer af lamper, spil, mobiler og andre opfindelser, videnskabsjournalist, revyviseforfatter, talsmand for antiatombombebevægelsen »Een verden«, offentlig intellektuel, ven af Niels Bohr og Albert Einstein.