Rekviemhætte. Joakim Kruse Lykke debuterer løfterigt med en tindrende tyst, manende minimalistisk roman om uhjælpeligt at være placeret ved sin mors dødsleje.
Døden for begyndere
Tre talentfulde debutromaner på et enkelt år om at bevidne og drage omsorg for og sørge over forældre, som dør alt for tidligt af kræft: Sidste år kom Niels Erlings Til min far, tidligere dette forår Vilma Sandnes Johanssons Tænk ikke på mig og nu Joakim Kruse Lykkes Et sted at være mor fra. Døden, den for tidlige død, fremstår som det rigtige, uundgåelige sted at starte en skrift, der måske skal blive et helt forfatterskab, fordi det er det, der ikke kan tales om, det allersørgeligste, det alleruretfærdigste, og derfor skal skrives om, fordi det skal huskes, og fordi det ikke kan glemmes, fordi alting betydningstungt rammesættes af døden og derfor skal sættes fri som levende sprogkunst, der åbner op i stedet for at lukke ned – for en fortsættelse.
Metoderne er vidt forskellige, Sandnes Johanssons roman, der strækker sig over flere år, fordi moren er flere år om at dø, blander dokumentarisk tekst, dagbog og afskedsbrev med små erindringsglimt og endnu mindre nutidsglimt i et distinkt flimmer. Erlings roman gengiver med samvittighedsfuld akkuratesse al den omstændelige anti-action, al den tunge og lette og galsindige snak ved farens dødsleje. Kruse Lykkes roman fortætter stik modsat til det mindste, klareste, fyndigste, der kan siges om moren som døende og død, i ganske få linjer på hver side, der som hver sin yderlighed kan antage næsten aforistisk sentenskarakter og af en let dirrende stammen skrøbeliggøres. Her er den samlede tekstmasse på bogens første fem sider, den unavngivne jegfortæller har tre søskende, Magnus, Julius, Emilie:
Del: