Handicaptajn. Caspar Eric skriver med et naturstridigt, til overflod flerstemmigt overskud om, hvor forbandet besværligt og besværligt forbandet det er at være født med cerebral parese.
Den trebenede hund
Det stærkest vrængende ord i en digtsamling, der vrænger både højt og lavt, Caspar Erics aggressivt generøse samling af »handicapdigte«, Nye balancer, må være »catwalke«, fotomodellers frem-og-tilbage-vandren ved et modeshow. Det meget konkrete udgangspunkt for digtene er jo digterens eget handicap, cerebral parese, spastisk lammelse, som betyder, at det ingen selvfølgelighed er for ham at gå på sine to, permanent anspændte ben. Titlen på bogens første digt lyder »Jeg slider mine kondisko hurtigere end andre«, og digtet slutter med en umiskendelig blanding af sort ironi og lys patos:
»Det var en latterlig idé at købe hvide sneakers./ Så må man håbe at/ undergangsmoden holder længe./ Selvom min cerebrale parese ikke bliver værre/ får benene selvfølgelig sværere/ ved at følge med./ Min gangfunktion er et midlertidigt privilegium.«
Del: