Ingen havde vel troet, at en litteraturdebat i Deadline skulle ende med at teste vores paratviden om Balkans historie. Ikke desto mindre gik det sådan for sig i sidste uge, da den debuterende højrefløjsdigter Frederik Lind Køppen mødte op i studiet klædt i en sort T-shirt med et print af et flag tilhørende den serbiske tjetnikbevægelse – en ultranationalistisk paramilitær gruppe, der medvirkede til folkedrabet på bosniske muslimer i Srebrenica i 1995.

Ifølge Lind Køppen var T-shirten dog ikke et udtryk for en stillingtagen. »Jeg har ikke haft indsigt i de her ting,« udtalte han til DR og gav samtidig en formel undskyldning til det bosniske samfund i Danmark. »Jeg ved ikke synderligt omkring den her gruppering. Det eneste, jeg havde forstået, var, at de havde kæmpet for serbisk uafhængighed under osmannerne, inden Osmannerriget faldt,« sagde digteren, der endvidere fortalte, at T-shirten var købt i en turistbutik på det, der svarer til Strøget i Beograd.