Steen Andersen har lagt en moppedreng på bordet. 700 siders indgående analyse af noget, vi egentlig ikke har lyst til at høre om: Østblokkens planer om at eliminere Danmark under Den Kolde Krig.

Som en af sin generations førende samtidshistorikere er seniorforsker på Rigsarkivet Steen Andersen den rette mand til at løfte opgaven med at dokumentere, hvad der er fup og fakta, når det drejer sig om Warszawapagtens og NATOs planer i relation til det danske område fra 60erne til sidst i 80erne. Målet med hans værk er at trænge ind i officerernes forestillingsverden for at »nærme sig en forståelse af forventningen om ’den kommende krig’ på det europæiske fastland, hvis den kolde krig skulle være blevet varm«.