Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle grine højt af en Annie Ernaux-bog. Selvom der kan være et selvironisk blik i hendes bøger, er de først og fremmest kendetegnet ved en seriøs, næsten højtidelig dissektion af det levede liv.

Men så så man lige mig grine højt i S-toget af passagen: »Klokken syv om aftenen åbner jeg køleskabet. Æg, fløde, salat, maden står linet op på tremmehylderne. Ingen som helst lyst til at lave aftensmad, og hvad værre er: ingen anelse om, hvad jeg skal lave. Madmorens sammenbrud, total blokering.«