Mørbanket. En analfissur er ikke en hæmoride, og døden er ikke et førsteverdensproblem. Fire kvinder rapporterer fra stadier på livets vej.
Den gode stemnings vogtere
Fire nuancer af ærlighed: Lisby, Njor, Lassen-Kahlke og Nagel. Fotos: Maria Albrechsen Mortensen, Les Kaner, Bax Lindhardt, Søren Bidstrup
Hvor finder man eksistentiel krise i overklassen skrevet som folkelig dansk dramakomedie fra 1970erne? Det skal jeg sige jer: i skuespiller Sofie Lassen-Kahlkes lejlighedsvist velgørende dagbogsscener fra det år, hun fyldte 40 og fødte sit tredje barn.
Under en tur i svømmehallen med sin lille datter og hendes veninder begynder Lassen-Kahlke at græde, højgravid og overvældet af voksenansvar, retningsløshed og dårlig samvittighed. Men det går ikke, hun må holde stramt sammen på sig selv, så de andre forældre ikke får øje på »dette roderi af et kvindemenneske«. Hjemme i Hellerup-huset forsøger Lassen-Kahlke at organisere sine tanker via sønnens skrivemaskine, det giver »en værre larm fra den gamle maskine«. Senere vil hun skrive en krimi, men kan ikke finde ud af »det her edb«. Når hun taler med sin mand om deres sexliv og opvask, er det som en dialog fra en dansk dramaserie, lidt for overartikuleret og velmenende, som om ironi og ondskab slet ikke fandtes. Resultatet er en spøjs, men faktisk ret original tone, lige langt fra chick lit’ens selvudleverende sarkasme og tiernes politisk-private bekendelser. Lassen-Kahlke er personlig, men kontrolleret og aldrig politisk.
Del:
