Fleurs de minimal. Cæcilie Højberg Poulsen og Runa Marie Luth skriver barndom og ungdom ned til det glimtende og henholdsvis hvid- og rødglødende allermest (u)nødvendige.
Stolt og splintrende
Jeg ved ikke, om det er i orden at anmelde og læse bøger, når man føler sig akut småsyg, snottet og febril? Men det er det velsagtens, når bøgerne som en svalende hånd på panden passer til tilstanden, når de nægter at brede sig bredt fortællende, men skærer ned til springende og stikkende glimt, som det er tilfældet med debutanten Cæcilie Højbjerg Poulsens Om nogen, der på selve bogen ikke bærer nogen genrebetegnelse, men i pressemeddelelsen betegnes som »digte« (lige så vel kunne man kalde bogen kortroman, tænker jeg, med de lange linjer), og 2019-debutanten Runa Marie Luths anden bog, den mere straight (på grund af den korte linjelængde, selvom genrebetegnelsen også her savnes) digtagtige Hvert forår. Hvis I skulle bruge nogle adjektiver på at adskille de to bøger, kunne Højbjerg Poulsens bog betegnes som klarøjet flimrende og Luths bog som nærsynet overophedet.
Om nogen lader kortromanjegets klare øjne flimre frem og tilbage gennem et helt barne- og ungdomsliv med et forholdsvis ekstensivt persongalleri, herunder en lille- og en storesøster, fraskilte forældre, hvoraf faren er præst (virkelig fedt specifikt, konkretrigt stof dér), en farfar og en farmor, det her er en typisk og tilfældig side med sin klynge af mere eller mindre tæt sammenhængende glimt:
Del:
