Udtrykket genrelitteratur regnes normalt for et skældsord. Det betyder, at man har en skabelon, man tjept lige udfylder med en forudsigelig fortælling – vi kender det fra for eksempel krimier, thrillere eller spionromaner – og skabelonen sætter i sagens natur grænser for kreativiteten.

Som ved Lars von Triers berømte benspænd eller OuLiPo-bevægelsens hårdt rammesatte litterære eksperimenter – én forfatter i den franske modernistiske bevægelse skrev for eksempel romaner uden at bruge bestemte bogstaver – kan det frisætte en enorm kreativ energi. Men som regel er det stik modsat. Genrelitteraturen er flad. Man læser den én gang. I sommerhuset.