De fem bedste bøger om Anden Verdenskrigs sidste år

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev Bogligt begavet. Læs mere og tilmeld Dem her.

Om alt for kort tid slutter sommeren, men hvis jeg har lært én ting af at arbejde på Weekendavisens bogredaktion, så er det, at Anden Verdenskrig – den slutter aldrig. Avisen har et utal af eksperter på området, lige fra historiker Claus Bundgård Christensen, der har skrevet flere bøger om emnet, over historiker Rasmus Mariager til vores egne journalister: Arne Hardis, Jesper Vind, Joakim Jakobsen og uden tvivl flere andre, jeg har glemt.

Det er kolleger, man kan regne med, hvis man er i tvivl om, hvad der skete på en bestemt dato i 1943, hvilken tysk kampvogn der er den bedste (aldrig kalde det en tank!), eller hvilket filmisk Hitler-portræt der er det mest realistiske. Det er folk, man kan få et anerkendende nik fra, hvis man siger, at man er fra Polen og altså har forfædre, der oplevede lidt af hvert dengang i starten af 1940.

Så det passer altså ikke, at alle mænd tænker på Romerriget hver dag – mange af dem tænker også på Anden Verdenskrig. Denne liste er dedikeret til dem og selvfølgelig udfærdiget af endnu en kollega, der ved virkelig meget om emnet: Peter Harmsen, forfatter til blandt andet Den mørkeste vinter – December 1942 og en verden i krig og Storm over Stillehavet – Anden Verdenskrig i Asien.

1. Fra soldatens perspektiv

Antony Beevors D-dag beskriver det allierede felttog i Nordfrankrig fra landgangen i Normandiet 6. juni 1944 frem til erobringen af Paris to en halv måned senere. Hans bog er fyldt med vignetter, der bliver hængende i hukommelsen, længe efter at man har glemt alt om regiment dit og dat. For eksempel denne scene fra morgenen efter fordrukne befrielsesfester i den franske hovedstad: »Langsomt åbnedes kampvognslugerne, og afrakkede kvinder kravlede ud med stive bevægelser.«

Som i sine andre bøger om krigens store begivenheder – slagene om Stalingrad og Berlin for eksempel – er han også her blevet kritiseret for af og til at sjuske med detaljerne, og det ville være bedre, hvis han ikke gjorde det. Men det er ikke hovedsagen.

Beevor har en fortid som officer i den britiske hær, og han har en instinktiv forståelse for soldatens lod. Han ved, at infanteristen i felten tænker på det allermest basale: mad, søvn og naturligvis overlevelse, og med en vis professionel frustration noterer han, at mange soldater i de allierede hære bare var med på slæb og aldrig affyrede deres våben i kamp.

Giv den som gave til: en nuværende eller tidligere soldat, der vil kunne nikke genkendende til meget.

Antony Beevor: »D-dag«

2. Geniet fortæller

John Keegan, der døde i 2012, er nok det tætteste, man kan komme på et egentligt geni inden for populær militærhistorie. Hans force er ikke de omhyggelige studier af primære kilder i arkiverne. Derimod er han bedre end nogen anden til at destillere vigtige erkendelser fra den eksisterende historiske litteratur.

I Six Armies in Normandy, der dækker samme periode som Beevors, gør han det igen. Han trækker de helt store linjer – og viser for eksempel, hvordan den amerikanske hær i 1940erne stadig hentede en stor del af sin selvforståelse fra 1800-tallets indianerkrige – samtidig med, at han går ned i den lille og som regel overraskende og kontraintuitive detalje: Hvordan amerikanske faldskærmstropper, der var kastet ned bag landgangszonen natten før 6. juni, ofte havde svært ved at holde sig vågne, måske på grund af søvndyssende piller mod luftsyge, og i flere tilfælde fandt et sikkert sted midt i det truende mørke og fik sig en morfar.

Eller hvordan deres tanker i de efterfølgende dages intense strabadser ofte søgte tilbage til hjemmet og med forbavsende hyppighed koncentrerede sig om en yndlingssøster. Mange var jo store teenagedrenge og havde aldrig haft en kæreste.

Giv den som gave til: den historieinteresserede, der aldrig har kunnet tænde på krigshistorie.

John Keegan: »Six Armies in Normandy«

3. Danskernes indsats

Det bliver ofte glemt, at en af de fem invasionsstrande i Normandiet var canadisk, og at næsten 200 danskere gjorde tjeneste i den canadiske hær. Så det er en i dobbelt forstand overset historie, der fortælles i Jakob Tøtrup Kjærsgaard og Niels Klingenberg Vistisens Under fremmed muld.

Her introduceres to dansk-canadiske soldater, John Andreasen og Niels Wiesneck, og det er ikke drama, der mangler: Canadierne var med i nogle af de hårdeste kampe i ugerne efter landgangen, og på begge sider udviklede det sig hurtigt til en barsk rutine at henrette modstandere, der havde overgivet sig. De lokale ofre glemmes heller ikke. »Jeg så en franskmand stå med et 3 års barn i sin favn og se på et lille hus, som var helt i ruiner,« fortæller Andreasen.

Det er måske et udslag af en særlig form for dansk selvhad, at de 6.000 danskere, der kæmpede for Hitler på Østfronten, i den seneste generation har fået det meste af offentlighedens og historikernes opmærksomhed. Men hvis man medregner de sømænd, der sejlede i allierede konvojer, var tallet på det, der uden brug af anførselstegn kan kaldes for den rigtige side, sammenligneligt. Det fortjener at blive husket.

Giv den som gave til: yankee-lakajen, der tror, at amerikanerne vandt Anden Verdenskrig uden hjælp fra andre.

Jakob Tøtrup Kjærsgaard og Niels Klingenberg Vistisen: »Under fremmed muld. To danskere i canadisk krigstjeneste i Anden Verdenskrig«

4. Hitlers hasard

Jakob Sørensen har gjort mere end de fleste for at sørge for, at historien om danskere i allieret tjeneste bliver kendt for nye generationer, blandt andet med værket For Danmarks ære, der er en bearbejdet udgave af hans ph.d.-afhandling. I Panzerstorm tager han fat på det slag i Anden Verdenskrigs sidste år, der i amerikanernes og mange andres optik fylder næstmest efter D-dag: Ardenner-felttoget i december 1944 og januar 1945.

Hitler havde satset stort i krigens første år og haft uventet succes, og nu forsøgte han igen at spille højt spil med en sidste desperat modoffensiv mod vest. Det var et spild af ressourcer, der kunne have været bedre brugt på Østfronten i et forsøg på at holde de hævngerrige russere stangen og dermed give så mange civile tyskere som muligt lejlighed til at flygte mod vest.

Historien er fortalt utallige gange af amerikanske og andre historikere, men her får vi en af de få danske udgivelser i kompetent og underholdende form.

Giv den som gave til: alle, der primært kender til historien fra den exceptionelt dyre og exceptionelt dårlige 60er-film Panserslaget ved Ardennerne.

Jakob Sørensen: »Panzerstorm«

5. En gratis klassiker

Det er temmelig frustrerende for militærhistorikere, som blev født mange år efter krigen, men ikke desto mindre en kendsgerning, at nogle af de allerbedste bøger om USAs deltagelse blev skrevet i det første par årtier efter 1945. Den amerikanske hærs officielle historie om det globale opgør fylder i alt omkring 80 bind, og som man vil kunne konstatere ved selvsyn – næsten alle er gratis tilgængelige på nettet – holder de en fornem standard, selvom enkelte er over 70 år gamle.

De blev skrevet af et hold hovedsageligt yngre historikere, som blev sat til at indsamle materiale, endnu mens kampene stod på. En af dem, Forrest Pogue, deltog i D-dag på et hospitalsskib ud for Normandiet og interviewede sårede soldater om begivenheder, der på det tidspunkt bare var nogle timer gamle og derfor i frisk erindring. Der er altså en nærhed, som nutidens historikere må give afkald på.

Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – er bøgerne samtidig forbilledligt afbalancerede og viger ikke tilbage for åbent at beskrive det, når amerikanerne kommer til kort på slagmarken. Her anbefales Cross-Channel Attack af Gordon A. Harrison, som over 519 tætskrevne sider går i detaljen med D-dag. Men der er seks andre digre bind om kampene i Nordvesteuropa frem til sejren i 1945.

Giv den som gave til: Trump-haderen, der ikke vil acceptere, at noget som helst godt kommer fra USA.

Gordon A. Harrison: »Cross-Channel Attack«

Det var alt for denne gang. Jeg vender tilbage om to uger med de fem bedste bøger. I mellemtiden kan De abonnere på vores litterære nyhedsbrev her. Nyd resten af sommeren!

Marta Sørensen