
Collage: Mathias Hoeg
Magtfuldkommenhed. Danske statsministre er blevet mere indflydelsesrige, og i dag er magtkoncentrationen så voldsom, at det er et problem. Tim Knudsen afslutter sit kæmpeværk.
De egenrådige
Da Mette Frederiksen dannede sin første regering i 2019, udnævnte hun sin politiske rådgiver Martin Rossen som stabschef for det politiske sekretariat i Statsministeriet. Rossen skulle angiveligt være med til at formulere regeringens politik, og derudover skulle han sikre, at hver enkelt minister fulgte denne politik. Rossen fik samtidig sæde i to af regeringens centrale udvalg, nemlig koordinationsudvalget og økonomiudvalget. Dermed gav statsministeren sin politiske rådgiver siden 2011 andel i regeringsansvaret og den politiske magt, men uden at han skulle stå til ansvar for vælgerne.
Mette Frederiksens placering af Rossen i regeringens magtcentrum var kulminationen på en proces, der har fundet sted siden 1800-tallet, hvor der først var »kollektive« regeringer, dernæst »individualiserede« regeringer og endelig i dag »topstyrede« regeringer. Det er en proces, hvor hver enkelt statsminister siden 1848 har formet embedet på forskellig vis, men med det fællestræk, at magten er blevet gradvist mere koncentreret omkring regeringschefen. Det er en vigtig iagttagelse om magtens centralisering, og det har politologen Tim Knudsen skrevet et kæmpeværk om, hvoraf det femte og sidste bind nu foreligger. Værket fortjener mange læsere, men desværre er argumentationen ofte lidt for tendentiøs. Det vender vi tilbage til.
Del: