De, der støbte kuglerne

Da en håndfuld højrefløjsintellektuelle i 2004 grundlagde Trykkefrihedsselskabet, tog de navnet fra deres mere berømte forgænger af samme navn, der blev grundlagt i 1835 – med det ry, at det var en vigtig kraft i indførelsen af Grundloven af 1849. Dets fulde navn var Selskabet til Trykkefrihedens rette Brug, og det får nu sin detaljerede historie beskrevet af Aarhus-historikeren Claus Møller Jørgensen. Det er stærkt interessant, ikke mindst fordi selskabet i sin korte 13 års levetid indtil 1848 skiftede ham adskillige gange og ikke mindst blev en drivende kraft i fremvæksten af den danske politiske nationalisme, som vi har varianter af den dag i dag.

Jørgensen fokuserer sit studie på Selskabets publikationsvirksomhed, især ugebladet Dansk Folkeblad, men også de mange i en vis forstand opbyggelige skrifter, Selskabet udgav, især i sin første periode. Rammen for Selskabets opståen er Frederik 6.s indførelse af stænderforsamlinger fire steder i riget – efter pres fra Det Tyske Forbund, som Holsten var medlem af. Strengt taget kunne kongen have nøjedes med at indføre ordningen dér, men han ønskede at behandle de fire landsdele, Jylland, Øerne, Slesvig og Holsten, ens. Så fra 1831 var der ret pludseligt en protodemokratisk, rådgivende organisering (omend kun tre procent af befolkningen havde stemmeret) – og derfor begyndte der naturligvis at udvikle sig en offentlig debat om stænderforsamlingerne og de emner, der blev taget op dér. Det huede ikke kongen, der ikke var nogen stor ven af offentlighed, og rygter begyndte at rumle om, at han planlagde en stramning af Trykkefrihedslovgivningen af 1799 med dens senere tillæg af 1810 og 1814.