Jeg kan godt forstå, at det lyder enormt narcissistisk forstyrret, men når jeg ser den litterære offentlighed og særligt kritikken/anmelderiet kritiseret, og jo altid uden navns nævnelse, så tænker jeg ofte: Jamen læser de overhovedet andre end mig, eller rettere, har de overhovedet andet end fordomme baseret på, hvad de tror at huske om anmeldelser og kommentarer, jeg skrev for 10 og 20 år siden? For hvem søren ligner deres jamrende karikaturer ellers? Se nu bare den litteraturvidenskabsuddannede professor og Kristeligt Dagblad-anmelder Nils Gunder Hansen, der i et interview med forfatteren (cand.phil. i dansk) Katrine Marie Guldager i Information udtaler, at »visse anmeldere kommer direkte fra litteraturvidenskab og skriver fagligt indforstået. Så jeg synes, at den litterære kritik i aviserne på en eller anden måde er smeltet sammen med litterær kritik fra Akademia. Ja, og så synes jeg nogle gange, der sniger sig nogle æstetiske normer ind i anmeldelser som jeg tænker, ikke kan interessere almindelige læsere. Mange anmeldere hæfter sig jo ved: Jamen er det godt eller dårligt skrevet, og så kommer der sådan en håbløs opremsning af sætninger, der er dårligt skrevet«.

Som allerede bemærket af Lasse Winther Jensen i en tidligere kommentar, så er det altså mærkeligt at finde det mærkeligt, at en anmelder hæfter sig ved, om et værk er godt eller dårligt skrevet. Men derudover ligner det jo bare ikke nogen virkelige anmeldere derude (ud over mig, skingrede flyvefisken). Så sent som i sidste uge gæsteanmeldte Nicklas Freisleben Lund, postdoc (så kan en titel ikke lyde mere akademisk) og Jyllands-Posten-anmelder, her i Bøger Johanne Myginds debutroman Kærlighedens år og roste den direkte for stilistisk at opføre sig helt traditionelt og uoriginalt: