Citattyven

Jeg er virkelig slem til at drysse litterære citater ind i samtaler, der ellers forløb fint og uprætentiøst. Der er bare så frygteligt mange gode at tage af. En tør vending fra Jane Austen; en melodramatisk replik fra Gatsby eller en kynisk fra Tove Ditlevsen; et verdenskvinde-bonmot fra Suzanne Brøgger. Om hvordan livet og menneskene er. Som ligesom tematiserer det, vi sidder og taler om, og samtidig løfter det op og giver det et (meget lånt) skær af eviggyldig relevans. »Du musst dein Leben ändern«, siger jeg afgjort for tit i forhold til, hvor sjældent man reelt tager sig selv i nakken og lægger sit liv om, men Rilke-citatet falder bare ofte så gelinde, nærmest af sig selv, ind i en rødvinsklog samtale.

En ung, flamborgerlig journalist på avisen spurgte troskyldigt, om jeg ikke var for ræverød til at gå i min elskede rævepels (burde jeg ikke hellere gå i noget symbolsk vegansk)? Det var en fryd at svare: »Unge ven: Only Nixon could go to China«: Kun én hvis politiske overbevisning er hævet over al tvivl kan besøge den anden side, som det passer hende. Citatet er i øvrigt fra Spock i Star Trek. Jeg citerer i flæng, men der hænger to yndlingscitater fast i toppen af hitlisten, som er suveræne favoritter i daglig tale. Det ene er fra Walt Whitmans »Song of Myself«: »Do I contradict myself?/ Very well then I contradict myself,/ (I am large, I contain multitudes)«. Forkortet (for ikke at være kriminelt douchy) til »I contain multitudes«, eventuelt: »You contain multitudes«. Det passer altid. Når jeg lige er kommet til at modsige mig selv. Når jeg indrømmer en pinlig eller poppet forkærlighed for ostepops eller Luksusfælden eller et andet kulturprodukt, der tilsyneladende er i konflikt med mit snobbede selvbillede. Når jeg en sen aften beroliger mine venner og mig selv med, at bare fordi vi er selvmodsigende og fanget i selvskabte paradokser, er vi egentlig bare spændende og nuancerede.