Det er jo det

En af mine yndlingsaversioner er det lille, bedrevidende, oftest undværlige adverbium jo. Det bruges til at angive, at noget er bekendt eller indlysende, eventuelt med en overtone af bebrejdelse: »Det har jeg jo sagt.« Mit problem er nok, at jo på samme tid påpeger, at noget er soleklart, og at ens samtalepartner ikke desto mindre er uvidende om det.

Tænk på, hvor arrogant det lød, da Margrethe Vestager replicerede »sådan er det jo« på et spørgsmål om de danskere, der i 2012 mistede deres ret til dagpenge. I mine ører lyder det som minimun passiv-aggressivt, eventuelt overlagt bedrevidende, også i daglig tale eller i Facebook-diskussioner, hvor det retoriske jo bliver strøet med løs hånd.