Hov! Er det dansk? Nej, naturligvis ikke, men jeg hører alligevel det lille ord, så godt som hver gang jeg er sammen med min polsk-jødiske svigerfamilie. 

»Der var en lang kø,« fortæller en for eksempel med et smil, »men så sagde manden bag mig, at han skulle nå noget vigtigt. Og så lod jeg ham rykke frem. Og det gjorde de næste også, da han sagde det til dem. Og pludselig stod han forrest i køen. Han havde chutzpa.«