Mellem de to gange, jeg med den mest udsøgte og ekstatiske fornøjelse har læst stjernedramatikeren Alexandra Moltke Johansens ungdomsromandebut Beate og branden, har jeg stiftet bekendtskab med den engelske gruppe The Last Dinner Party og i den grad fået deres hitsang »This Is The Killer Speaking« i hovedet, at mine børn mindeligt beder mig om ikke uafbrudt at nynne og afsynge det på samme tid truende og triumferende omkvæd: »Good morning, good looking!/ This is the killer speaking/ Good morning, handsome!/ This is the killer on line (...) Here comes your girl.«

Det kunne lige så vel være teenagetitelpersonen i Beate og branden, der sang til de to raske, uskyldige spejderdrenge Hans og Jens, som hun har kastet sin uudslukkelige kærlighed på og er blevet besat af et rasende begær efter, hvilket drengene bogen igennem har et stort, troskyldigt besvær med at gennemskue – på trods af at selve strukturen og antiplottet i al enkelhed går ud på, at Beate i tre tempi med stadig større flammeskrift giver udtryk for sin kærlighed og sit begær: Først forsøger hun at tænde ild til flødeskumskagerne i bagerens udstillingsvindue, så sætter hun ild til æbletræet i familiens have, og endelig sætter hun ild til byens rådhus.