På den anden side af skoven ligger søerne langs markerne, ved markerne ligger skolen for enden af bakken, og på toppen af bakken ligger huset, hvor jeg er vokset op i en forstad med to lydtæpper: knallerter på vej til bålfester, insekter i frit svæv hen over de åbne sølandskaber skabt af det enorme vandtryk fra istidens fossende smeltevandsfloder, der spulede huller i jorden i tunneldalene. Der var jeg barn mellem Søndersø, Farum sø og Furesøen i byen Værløse i 90erne. En grænseby mellem Storkøbenhavn og de udstrakte landområder, der udgør resten af Sjælland. Jeg boede der i årene inden de store opsving i København og randkommunerne, der først pressede priserne i vejret i hovedstaden og sidenhen flyttede en homogen klasse af velstillede borgere ud til byerne på den anden side af Bagsværd. 

På vej ind i 00erne stod vi på kanten af noget, af den totale sammensmeltning af minimalstatens frie konkurrence, den protestantiske arbejdsetiks flid og de endnu spirende sociale mediers konstante opfordring til at være sin egen entreprenør. Tre bevægelser, som passede perfekt til middelklassens børn, der gik ind i den kreative branche med en tro på, at hvis man bare arbejdede hårdt og solgte sig selv bedst og billigst, så ville opgaverne og lønnen gradvist komme. Det har vist sig at være en sandhed med modifikationer.