Satiren bor i Norge

Det er jo ikke rigtig rimeligt at være skuffet over, at Laura Ringos nye roman Grundtvig er død om en 30-årig prosaforfatter i skrivekrise, der bliver skrivelærer på en højskole, hvor hun konkurrerer om en fast stilling med en populær, meget sælgende poet, IKKE er den træffende satire over det danske litterære miljø og specifikke personer eller bare specifikke typer heri, som man håbede, den ville være. Men det kunne da alligevel være fedt, hvis nogen havde ork og talent til at skrive sådan en bog. Jens Christian Grøndahl prøvede da vist, med ulyksaligt #MeToo-tema, for et par år siden, men man kan jo ikke skrive en satire, når man selv er en omvandrende karikatur.

Længslen efter den ultimative litteraturmiljøsatire bliver ikke mindre ved at høre om en ny norsk debutroman, Gode lesere er den gode titel, af stifteren af tidsskriftet og forlaget Fanfare, Synne Øverland Knudsen. Hovedperson er en kvindelig litterær aktør, som driver sit eget idealistiske forlag, men må sælge ukomplet porcelænsservice for at få det til at løbe rundt og derfor tager hyre som chef for en populær/populistisk litteraturfestival. Den lyder virkelig lovende sjov (og alvorlig) den roman; i et interview med bogens sympatiske forfatter i Vagant citeres følgende passage om to festivalkolleger: