I udbrud! Atomgåsen forblevet et symbol på det, litteraturen kan, når den er allerbedst: At føje sætninger sammen, således at læserne et øjeblik fanges ude af sproglig balance og dermed tvinges til at tænke, høre og se på nye måder.
Atomgås
Det var i gymnasiet, jeg lærte at læse litteratur: altså ikke at sætte bogstaver sammen til ord, men at forstå, hvordan ord blev til mening, og mening blev tvetydig, at følge værkernes sammenspil med andre værker, at forundres og forandres i mødet med mediet – kort sagt »at omgås tekster«. Det var titlen på den grundbog, vi brugte i dansk, og som af de vittigere hoveder i klassen hurtigt blev omdøbt »Atomgåstekster« og kort derefter »Atomgåsen«.
»Atomgåsen« er et af de ord, der sitrer af mening og mulighed. Er der tale om en nyopdaget, fugleformet partikel eller måske en superhelt, der blev bidt af radioaktive gæs? Jeg mindes Asger Jorns Den foruroligende ælling, hvor en enorm fugl toner frem i klare farver og tykke penselstrøg, med et idyllisk og klassisk malet skovlandskab som baggrund: Måske er det sådan, en atomgås ville se ud. Når to ord løber sammen, skabes der et væld af fantastiske billeder – og det, jeg lærte i gymnasiet, var at omgås netop den slags tekster, hvor et ordskælv har åbnet sproget op til nye muligheder.
Del:
