Det er store emner, Sigmund Freud tager op i sine tre essays om seksualitet, psykoanalyse og krig, forfattet i den første tredjedel af det 20. århundrede og nu udgivet på dansk i filosof Peter Thielsts oversættelse. Meget underholdende og lidt forældet, det sidste måske fordi forfatteren er moderne snarere end senmoderne; uden frygt for at støde nogen.

»Den kulturelle seksualmoral og den moderne nervøsitet« (1908) indledes med følgende sætning: »Helt generelt bygger vores kultur på drifternes undertrykkelse.« Man får fornemmelsen af nu at skulle belæres om sublimeringsteori, og helt forkert er det ikke. Freud skriver, at mennesket i forhold til dyrene har en særligt kraftig seksualdrift, som »kan forskyde sit mål uden i det væsentlige at fravige sin intensitet«. Det er »evnen til sublimering«, der gør mennesket i stand til at stille »overordentlig store mængder kraft til rådighed for kulturarbejdet«.