Der findes en mere subtil pendant til Hitler-kortet – reglen om, at den, der beskylder sin debatmodstander for at være nazist, taber diskussionen – nemlig den ukritiske brug af præfikset »anti«: Thi han, der identificerer sig som anti-noget, har ikke alene undladt at fortælle, hvad han måtte være for; han har samtidig med ét verbalt hug kløvet debatten (verden?) i uforsonlig dikotomi. Ord, der begynder med anti-, kræver således en modstander for at give mening.

Interessant er det, at alle fløje gør det. Fra antizionisterne og antifascisterne på venstresiden over antivaxxerne til højrefløjens selverklærede antiwoke definerer de mest højtråbende sig helst i forhold til dét, de i hvert fald ikke er. Men hvad er de så, kunne man jo spørge.