Da jeg var 14 år, var jeg bange for alt. Jeg var bange for skovflåter og højder, hundegalskab og brandmænd (dem i vandet). Bange for, at der en nat skulle springe en frø ind ad vinduet i kælderetagen, hvor jeg lå og sov, og at den skulle trække et slimet spor hen over mine ben og overkrop for til sidst at tiltvinge sig adgang til min mund.

Jeg var bange for nynazister, indbrudstyve og mørket. Bange for at tage trøjen af foran mine holdkammerater på grund af et mavebredt ar efter en tarmoperation som spæd. Så jeg sneg mig ud på toilettet og klædte om i skam. På fodboldture til Sverige eller Holland kunne jeg gå fem-seks dage uden at få et bad. Når jeg kom hjem, var jeg hudløs som en flået kat, og jeg hadede mig selv for det.