Jeg har en indre holmgang med mig selv om Anna Juuls debutroman, Penge & Bacon. På den ene side har jeg lyst til at stryge romanen med hårene, fordi den rummer så mange fine ideer og er kvalitetsmærkelig. På den anden side må jeg konstatere, at det, jeg håbede ville flamme vildt og voldsomt, desværre bare viser sig at gløde lidt.

Vi er i København netop nu. Regeringen har gjort det forbudt at tale om vejret, og pludselig dekreterer statsministeren, der bare hedder Lillian, en to måneder lang klimalockdown. Alt lukkes ned. Inklusive offentlig transport, sundhedsvæsen og det CO2-storforbrugende internet. Alle mennesker skal blive hjemme. Samtlige husstande får leveret et gasblus og grøntsager fra Aarstiderne, noget hørtøj (man forventes at tabe sig, når man kun spiser grønt) og en solgenopladelig lampe, designet af Bjarke Ingels. I krisesituationer kan man morse til Beredskabsstyrelsen. Skulle nogen dø, kan deres pårørende sætte et klistermærke på døren, der hentes lig tirsdage og torsdage. Statsministerens forbillede er stenalderen, hvor forbruget var meget lavt.