Skråsikker [ˈsgʁɔˀˈsegʌ] Lad os bare facilitere indflyvningen til det udmærkede ords herkomst med en flad kækhed: Man var virkelig skråsikker dengang for 80 år siden, da man skulle forklare, hvorfor skråsikker hedder skråsikker.

Vi har lånt ordet oppe i Norge, mente Ordbog over det danske Sprog, og det indledende skrå- er beslægtet med skrup- (som i skruphamrende forelsket), som på sin side angiver, at man frembringer en hul eller raslende lyd. Sådan kan man jo også godt have det med den meget skråsikre dom. Den er utålelig at lytte til, især hvis man er uenig i den.